OM RUMSNAK

Tine og Anders smiler

Danmark er en rumnation - et land med stolte traditioner for både forskning og forretning i rummet, fra bittesmå studentersatellitter til superavancerede instrumenter. Desværre er der ikke særligt meget opmærksomhed omkring de danske aktiviteter, og der er i øvrigt generelt en mangel på viden om rumfart, rumteknologi og rumforskning i Danmark og i resten af Europa.

I podcast-serien RumSnak fortæller vi om Danmarks bidrag til rumforskningen og udviklingen af rumteknologi - i håbet om at øge både den generelle viden og den brede interesse for de danske rumaktiviteter. I serien vil vi med studiefortælling, interviews og reportager komme igennem emner som dansk rumfartshistorie, danske rummissioner, dansk forskning i rummet, Danmarks første astronaut, dansk rumindustri og den danske rumstrategi. Podcasten er fondsstøttet og tidligere sæsoner har været støttet af Thomas B. Thriges Fond, Weith-Knudsens Fond og Otto Mønsteds Fond.

Vært: Tina Ibsen

Tina er uddannet astrofysiker fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. Hun var formidlingschef på Tycho Brahe Planetarium, hvor hun vandt priser for sin formidling. Tina har sit speciale indenfor rumvejr, hvor hun har arbejdet med blandt andet nordlys. Det har hun også skrevet en populærvidenskabelig bog om. Ellers så synes hun at alt der ligger 100 kilometer over Jordens overflade (der hvor grænsen til rummet går) er evigt fascinerende.

Vært: Anders Høeg Nissen

Anders har i over 20 år dækket den teknologiske og videnskabelige udvikling - primært som vært og journalist på fremtidsmagasinet Harddisken på DR P1, men også i Videnskabens Verden og tv-programmet Viden Om, samt på dr.dk. Idag er han selvstændig podcaster, men stadig med fokus på teknologi og videnskab. Anders er fascineret af rummet og det uendelige univers – og synes især udviklingen med den private rumindustri er spændende i disse år. Og så er han lidt af en science fiction nørd.